»Forside   »Kalender   »Kontakt   »Om skolen   »Klasser   »Undervisning   »Praktisk info   »Arbejdsgrupper   »Links   »Nyhedsbreve
du er her: nyhedsbreve - siden er sidst opdateret 7.4.18

Skoleåret 2017/18

» august

» september

» oktober

» november

» december

» januar

» februar

» marts

» april

» maj

» juni

Arkiv for nyhedsbreve

Marts 2017/18, uge 9

Så fik vi dejlig vinter. Det var i torsdags en fornøjelse at kunne konstatere at kun 5-6 familier meldte at de holdt snefri. Vi er blevet ramt af influenza så det gav jo anledning til en alternativ dag for de yngste klasser, hvilket jeg ikke tror, de var kede af.

Fra kontoret
Så er al info til revisors rapport klaret for kontorets andel. Den gav anledning til refleksion og ikke mindst stolthed over det store professionelle arbejde vi laver ifm ekstra tiltag af børn der har brug for det. Tilretninger er foretaget. Datafordningen og tiltag i den forbindelse sat på skinner. Næste uges klumme til Ugeavisen er skrevet.   

Nyt fra bestyrelsen
Husk generalforsamlingen den 12. marts – det er altid skønt når alle forældre viser deres opbakning og interesse lige sådan en aften.

Besøg af LIVE-trafiks ambassadør Karina Andersen i ulveklassen
I dag havde vi besøg af Karina Andersen fra Sikker Trafik i ulveklassen. Besøget er udskolingens del af færdselsundervisningen, da skolens færdsels uge, i år uge 19, netop ligger når udskolingen har skriftlige eksamener. Karina er lam fra brystet og ned efter en trafikulykke, hvor hun ikke havde sikkerhedssele på. Karinas formål med at tage ud og holde foredrag, er håbet om, at redde mindst én i hver klasse i forbindelse med sikkerhed - cykelhjelm, sele og styrthjelm. Karinas foredrag gik underhuden - det var meget personligt med egne private billeder og mange detaljer fra hele forløbet, og hun inddrog hele tiden elevernes egne erfaringer og tanker i foredraget - sjældent har så mange siddet så stille så længe!


Nyhedsbrev uge 10

Så ramte influenzaen da for alvor vores dejlige skole, vi toppede mandagen med 29 syge elever, hen over ugen er det heldigvis stille og roligt gået nedad igen. Ørneklassen har været meget hårdt ramt, så fredag, hvor klassen var tilmeldt en høvdingeboldturnering, måtte Lars ind og låne elever fra skovmus-klassen for at kunne gennemføre turneringen - og med to kampe vundet ud af fem, synes jeg, de klarede det flot!
8. og 9. kl. har hele ugen været på henholdsvis brobygning - det betyder besøg på kommende uddannelsessteder i Aabenraa - og praktik, så der har næsten været mistænkeligt stille på skolen;-)

Torsdag var alt personale og bestyrelse på det årlige regionsmøde for friskolerne i Region Syd. Det blev i år holdt på Aabenraa Friskole. Der plejer at være forskellige workshops som personale og bestyrelse vælger sig ind på, udbudt af de deltagende skoler - til fælles inspiration og erfaringsudveksling.
I år havde vi Christian på en workshop om 3D-print i undervisningen, Lars på en workshop om Idræt og Trænerspireuddannelsen, og Sonja delte en workshop med en pædagog fra Aabenraa Friskole om SFO´en som vigtig medspiller i skolens dagligdag. Hvor er det skønt at kunne være blandt de skoler, der nu kan inspirere de andre.
Stor tak til mor Therese og Ida og Kristine fra egernklassen for at tage over i Trækronen fra kl. 14.10.

Husk generalforsamlingen på mandag kl. 18.30 – det er altid skønt når alle forældre viser deres opbakning og interesse lige sådan en aften.
18.30 Lidt om værdier og Grundtvig v. Tina
19.30 Kaffe og kage kærligt bagt af Trækronen, fremlæggelser/musik af musikvalgholdet, I skal se de to film der vandt i ulvenes filmfestival og en frisk 9. klasse elev, der fremlægger sin projektopgave om en tidligere politiske bevidstgørelse hos unge, mon kan medføre større deltagelse i vort demokratiske samfund senere hen?
Herefter ordinær generalforsamling som forventes slut omkring 21.30.
Dagsorden sendt ud særskilt.

Dato for ELF hos Husmusene kommer senere. Samtalerne forventes at komme til at ligge sidst i april:)


Nyhedsbrev uge 11

Hørt i forbifarten
Lykke og Rikke kommer ind på kontoret og spørger efter Anne, for de vil gerne ringe med klokken. Da Anne lige er gået, sender jeg dem ud for at lede efter hende, hvorefter Rikke siger: Nå Lykke, så skal vi to jo på skattejagt!

I denne uge er alle eksaminer blevet tilrettelagt og censorer fra og til de forskellige skoler er blevet fordelt. Ingen skal være nervøs for, om nu eksamen bliver gennemført, hvis der kommer en lockout. Det er jeg helt overbevist om at de bliver hver og en. Vores samfund kan jo ikke stå stille i ugevis.
Jeg tror (og håber) vi er ved at være ovre den værste influenza - dejligt at vi nu er næsten fuldtallige på børne- og personalefronten. Det er jo fantastisk at alle lige tager fat og hjælper, hvor de kan, når der mangler kollegaer. ;-)

Jeg får fnat!
Det ser desværre ud til, at der er konstateret et enkelt udbrud af fnat blandt de store elever - dette blot til orientering, hvis I skulle observere flg.: http://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/smitsomme-sygdomme/~/media/93DC41E896BC46A6AF6D4F3BA13F027F.ashx

Pengeuge
Både Egern og Ulve havde i mandags besøg af hhv. Rikke og Maria fra Jyske Bank og Lasse fra Nordea i forbindelse med den årlige Pengeuge. Formålet med Pengeugen er at højne børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i privatøkonomi. Der blev talt om både løn, skat, budgetter, lån, opsparing, ÅOP samt digital sikkerhed. Hertil blev der fremvist 4 små videoer, der gjorde det meget tydeligt, hvorfor og hvordan man skal færdes varsomt på nettet. Der var i hvert fald flere, der syntes at være blevet klogere efterfølgende. ;)
Besøget blev rundet af med en Jeopardy-dyst, hvor eleverne skulle bringe deres nye viden i spil.
Alt i alt en spændende og informativ dag.

Frivillig musik er nu åben for tilmelding
*0. - 2. klasse kan gå til LEG med musikken hver anden torsdag, hvor vi snuser rundt i musiklokalet, synger, danser og prøver instrumenterne. Max 12 elever
*Fra 3. klasse kan man gå til guitar (både begynder og øvet). Der er begrænset mulighed for at låne en guitar med hjem.
*Fra 3. klasse kan man også prøve at synge i kor. Vi skal nyde at bruge sangstemmen, øve os i at synge helt rent, forhåbentlig synge flerstemmigt. 20. april skal vi en hel dag i Sønderjyllandshallen til kordag med Anders Møller (Ham med Go morgen dag) og give koncert om eftermiddagen. Til dig her: TILMELDING (sidste frist onsdag 21. april)

Skolefest d. 22.3.
Vi kommer nok ikke udenom at gå en anelse “i gul” til dette års skolefest, som afholdes i påskens tegn.
Skolefesten varer fra kl. 18.00-23.00.
Se særskilt program vedhæftet.
Vi pynter torsdag fra kl. 10.30-12.00, derefter almindelig undervisning.
Fredag er skolen åben fra sædvanlig tid og busserne kører som sædvanligt, men undervisningen starter for alle kl. 7.45.
Vi rydder op sammen fra kl. 8.00 og fra kl. 10.00-11.00 er der Skolernes sangdag. Bagefter er der almindelig skoledag.


Nyhedsbrev uge 12
Hørt i forbifarten
Vi er færdige med at synge i samlingssalen og lærredet skal trækkes op - men falder helt ned…. Helle tager den lille bitte skrue den er hængt op med og siger: Den skal vist med til skræk-og-advarselsmøde, hvortil Karoline siger lige så alvorligt: Ej har I virkelig sådan nogle møder…..

Skolefest
Vi havde godt nok en skøn skolefest sidste år - og jeg må sige, at jeg i aftes hele aftenen igen gik rundt med en dejlig lykkefølelse i maven. Det er så skønt at se, hvordan I bakker så dejligt positivt op om vores fest, hygger jer med hinanden og børnene og går all in. Ingen sure miner over al den ægge snask der skal tørres op på gulvet heller ;)
Og så må jeg da bare sige at Ulvene agerede som skønne voksne hele aftenen - tog i den grad fra og skabte god stemning som påskeharer og danse backup med de små. Hvor er det skønt at vi har de voksne børn ;) Ørnefremlæggelser var et hit, og vi kan da vist også roligt sige, at der var godt gang i alle de sjove påske boder - og så fik vi i sandhed indviet vores skønne nye musiklokale med dejlige optrædener af stort set alle børn - og et par voksne ;-).
Tak for en fantastisk dejlig aften ;-) Tak for jeres engagerede indsats kære kollegaer ;-)

Prøveeksamen
Ulvene havde prøveeksamen i tirsdags. Det var jo en fornøjelse at sidde i den fine samlingssal og rart for os ansvarlige nu at vide, at internet virker. Så ud over at der måske skal øves lidt læsning og skrivning hist og her inden den skriftlige eksamen, så er vi da helt klar ;-)

Skolernes sangdag
Fredag var skolen klar til undervisning kl. 8.15 ;-) Og kl 10-11 samledes vi alle for første gang i vores nye samlingssal til Skolernes sangdag. Der er en fantastisk akustik og der blev da i den grad sunget igennem, så loftet var ved at løfte sig. Skønne sange. Ih en skøn fællesoplevelsesafslutning at gå på påskeferie på.

Sluk lyset i morgen
I morgen, lørdag, er det Earth Hour kl. 20.30 - 21.30 local time.
Det betyder, at mange/alle slukker lyset i en time, og den time bevæger sig så med tidszonerne jorden rundt. Mange store byer lukker alt ned i den time. Det kan ligefrem ses fra rummet. Om man kan se fra rummet, at I slukker lyset hjemme hos jer, er ikke sikkert, men prøv det alligevel. Leg mørkegemmeleg. De små kan jo følges med en stor eller få en lommelygte. Sæt jer tæt sammen og fortæl historier i mørket. Vores familie elsker det :-) Den store fælles tanke, som I bliver forbundet med, kan I se mere om her: Earth hour 2018 . Kærlig hilsen Ane

Fra Bestyrelsen
Bestyrelsen er kæmpestolte over at kunne få så mange med til generalforsamling. 3 ud af 4 børn på skolen var på aftenen repræsenteret med en eller to voksne. Vores tilsynsførende gav en fantastisk fin beskrivelse af hvordan man som udefrakommende oplever skolebørnenes faglige og sociale trivsel. Det gør hun simpelthen så godt og troværdigt. Se erklæringen på hjemmesiden, sammen med referat fra generalforsamling og årsregnskabet. Regnskabet viste igen et passende overskud – hvor vi sikrer at der ALTID er plads til eventuelle små udsving. Der er fortsat både i 2017 og 2018 prioriteret at langt, langt hovedparten af midlerne går direkte til lærerløn og undervisningsmaterialer. Jeg tror ikke det findes flottere! Trine blev udskiftet med Bjarke – tak for indsatsen til Trine – og velkommen til arbejdet til Bjarke. Husk alle forældre: Vi har valgt bestyrelsen ind – giv masser af input og opbakning til dem! På hele aftenen var der god debat – og endeligt skal jeg lige huske at rose elever for fantastisk indblik i deres evner til at både underholde og engagere os. Hold da op hvilke unge mennesker vi er med til at skabe på Grænseegnens Friskole!
På bestyrelsens vegne,
Christian Duus,
formand.