»Forside   »Kalender   »Kontakt   »Om skolen   »Klasser   »Undervisning   »Praktisk info   »Arbejdsgrupper   »Links   »Nyhedsbreve
du er her: nyhedsbreve - siden er sidst opdateret 3.6.18

Skoleåret 2017/18

» august

» september

» oktober

» november

» december

» januar

» februar

» marts

» april

» maj

» juni

Arkiv for nyhedsbreve

Maj 2017/18, uge 18, 20, 21

Nyhedsbrev uge 17

Dejligt - det klædte den danske model at finde kompromiser, så vi forhåbentlig undgår strejke og lockout.
Alle elevsamtaler er nu godt gennemført. Tak for det gode samarbejde.
Der arbejdes på højtryk på kontoret med at få implementeret de nye dataforordningsregler sammen med Mark - som har firmaet Eigo. Der er mange parametre vi skal have tænkt godt igennem og indarbejdet!
Der hersker ligeledes travlhed for at få alt klar til de skriftlige eksamener, lejrskolen mm.

Eksamensudtræk
I mandags blev udtræksfag til sommerens prøver offentliggjorte og 9. klasse trak i år igen tysk og desuden geografi selvrettende prøve.

Kæledyrsdag
I fredags møde forældre, bedsteforældre og børn op med op imod 50 kæledyr af alskens slags - lige fra hunde, katte, marsvin til slange og skildpadder. Det var fantastisk med så stor en opbakning til elevrådets initiativ. Et sådan arrangement fortjener bestemt en gentagelse og så kan der evt. tilføjes dyrskue aktiviteter, hvor dyrene præsenteres og bedømmes. Hvem ved hvad så fint et initiativ kan udvikle sig til? ;)

Lejrskole
Tak til jer der vendte tilbage mht udlån af ekstra madrasser. Vi må nok se i øjnene at Skørbæk Ejdrup må bikse lidt med egne madrasser på togrejsen. Det var et forsøg værd. Det er også helt OK at vi kan levere de 125 madrasser - en fra hver og to fra enkelte. De bedes afleveret i det enkelte barns klasse med navn på fredag inden pinse:
Friskolen har desuden efterlyst en lokal fortæller, der kan kikke forbi en aften - tirsdag i uge 21 evt. - og fortælle eleverne fra Himmerland lidt om det sted de nu er landet. Jeg har spurgt HC Jørgensen, som desværre var forhindret i den uge. Kan en af jer eller kender I nogen der kan, så giv lige et vink til anne@graenfri.dk

Pasning i sommerferien
Tilbagemelding ang pasning i sommerferien senest 1. maj til maja@graenfri.dk !
Vi holder ifølge den udmeldte ferieplan lukket i uge 29 - og om muligt ugerne 28 og 30. Vi kan tilbyde pasning af 2-3 børn i Svalen i uge 28.

Fra Bestyrelsen - en lille gentagelse
Kære alle forældre.
Skal vi ikke, ligesom vi plejer, reservere et bord til byfesten i Holbøl, fredag den 1.6.2018 kl. 19?
Det koster for mad, underholdning og musik 170 kr. pr. person – og så kan vi alle sammen sidde sammen – og danse sammen?
Hvis I også synes det er en god ide, og det synes vi i bestyrelsen, så send en mail til maja@graenfri.dk – og indbetal på mobilepay nr. 61887 senest den 1.5.2018
Så sørger vi for resten.
Hilsen – bestyrelsen.
Christian Duus

Trafiksikkerhed
I bestyrelsen har vi gjort forskellige tiltag – og nu har kommunen sørme også malet fodgængerfelt og hajtænder. Derfor denne lille opfordring:
Aflevering af børn og afhentning af børn – lad det ske på brugsens- eller hallens parkeringsplads og ikke på vejen ned til hallen eller på vejen foran skolen. Cykler og fodgængere er bare virkeligt dårligt stillede når vi holder på Præstevænget, Skolegade og ned mod hallen.
God weekend. Bestyrelsen


Nyhedsbrev uge 18

Skriftlig Prøve
Skriftlig prøve blev i denne uge vel overstået - stor tak til Gitte og Lise som i år igen afsatte tid til at være eksamensvagt. Vi nød at kunne sidde i vores fine samlingssal, omend morgensolen drillede for skærmlæsningen. Det bliver godt også for morgensamlingen, når vi engang får midler til et gardin mod øst.

Skørbæk Ejdrup Friskolebesøg
Tina, Helle og jeg besøgte tirsdag Skørbæk Ejdrup Friskole. Det er en skøn skole med masser af fede udenomsfaciliteter især: Skov, vand, fodboldbaner, skovbørnehave, bålhytte mm. Det er et rigtig skønt sted at skulle afprøve lejrskole for en hel skole for første gang. Vi rekognoscerede også Rebild bakker og andre steder, der skal besøges på lejrskolen - nu vi var der. Det bliver en skøn social og faglig tur, hvor sammenholdet på tværs af årgangene sættes i højsædet. Således følges man eksempelvis på tværs af årgange i toget, under spisning og på en af dagsturene; mens man på andre tider er sammen i de kommende faser og hold.
Da vi ikke kunne skaffe de 180 madrasser, der skulle til for at slippe for at medbringe dem i toget bliver madras udfordringen som følger:
Alle elever i Myrer, Husmus, Skovmus og Ørne forventes at stille en madras pr barn til rådighed for nogle af Skørbæk Ejdrup Friskoles børn. Madrassen skal afleveres i elevens klasse fredag inden pinse om morgenen med tydelig navn. Vi har også brug for de madrasser enkelte af jer har tilbudt ekstra. Tak for dem.
Skørbæk Ejdrup vil således også stille madrasser til rådighed for de børn, der har afleveret en madras på skolen.
Egern og Ulve skal selv medbringe madrasser på lejrskoleturen.
I vil snarest få en lejrskolefolder med alle nødvendige oplysninger - vi mangler kun de sidste detaljer før al planlægningen er på plads.
PS: Garderoben skal tømmes helt op til pinse - ingen sko, jakker eller skiftetøj - ej heller glemte sager!!!

Færdsel
I næste uge har vi færdsels uge, hvor børnene undervises i at færdes sikker i trafikken. I får yderligere informationer i en særlig fil og præcis information for de enkelte klasser i ugebrevene. Børnene lærer af det gode eksempel.

Trafiksikkerhed
I bestyrelsen har vi gjort forskellige tiltag – og nu har kommunen sørme også malet fodgængerfelt og hajtænder. Derfor denne lille opfordring:
Aflevering af børn og afhentning af børn – lad det ske på brugsens- eller hallens parkeringsplads og ikke på vejen ned til hallen eller på vejen foran skolen. Cykler og fodgængere er bare virkeligt dårligt stillede, når vi holder på Præstevænget, Skolegade og ned mod hallen.
God weekend. Bestyrelsen

Fra bestyrelsen
Endnu engang er der nogen der synes vores friskole skal støttes.
Hallens elektriker, P. Bindzus i Kollund, har sponsoreret lys over hoveddør og ned ad trappen til parkeringsarealet ud mod Præstevænget.
Tusind tak – og husk at støt ham næste gang i skal bruge en elektriker.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Christian Duus

Turen går til Frankrig
Nu er det lige ved at være så vidt, oveni skolebyt, færdselsuge og eksamen kommer der lige en smuttur til Frankrig for dem, der har været med på franskholdene. Programmet står på storslået natur i vadehavsområdet af Somme-mundingen og høje kalkklipper. Derefter kultur, biograf og shopping i Amiens og besøg på Nordfrankrigs største slot, som også rummer udstilling for verdenskrigenes minder. Selvfølgelig skal holdene også tale fransk, så vennerne Hubert og Sylvie glæder sig allerede til at høre, hvor god 2. års holdet er blevet siden sidst og møde og høre 1. års holdet :-) De 24 rejsende kommer lige fra ørne- til ulveklassen, nogle forældre og nogle fra skolens nærområde, så rejsen ligger så absolut i skolens værdiskala for fællesskab og lokal forankring!

Fase informationsmøder for forældre - ændring af tid.
Vi har nu været igennem informationsmøder med bestyrelsen og må konstatere at det vil være mere optimalt om info møderne forlænges lidt, så der bliver lidt bedre tid til at drøfte tingene. Derfor har jeg taget mig den frihed at ændre på de datoer og tider jeg allerede havde varslet. Nu er I inviteret således:
Tirsdag 15. maj 14.00-15.30 kommende 1. kl til og med kommende 3. kl
Tirsdag 15. maj 15.30-17.00 kommende 4. kl. til og med kommende 6. kl.
Onsdag 16. maj 15.00-16.30 kommende 7. kl til og med kommende 9. kl.

Kommende 0. kl er selvfølgelig også meget velkommen tirsdag d 15. maj kl 14. - her vil I jo blive klædt på mht., hvad der skal ske når jeres barn kommer i 1. kl.
Vi glæder os til at præsentere det vi er kommet frem til - også lavpraktisk med eksempler.


Nyhedsbrev uge 20

Lejrskoletur til Skørbæk-Ejdrup Friskole i Himmerland
Er der nogen der fra nu af, der alligevel ikke skal med pga sygdom, så SKAL I fra nu af ringe til den lærer jeres barn skal følges med tirsdag morgen!
Det er en større opgave at tage en hel skole af sted på lejrskole. Det er jo ikke blot en badeferie, hvor kun badetøj skal pakkes og man skal ligge på stranden. Her skal også læres.
Tænk over hvad I skal tænke på og huske, når I skal af sted med jeres egen lille familie på ferie i en uge et nyt sted.
I har planlagt afgangstider og booket jer ind - så får I hver jeres afgangstid med toget. Pludselig inviteres et af jeres børn i sommerhus så billetten skal lige ændres. Der er 3 senge - hvor skal den fjerde sove? Hvad skal vi ud at se som passer både til lillesøster på 6 og storebror på 15? Huset hjemme skal også lige gøres klar til dem I lejer ud til mens I er væk - og der kommer lige en halv gange så mange i jeres hjem som skal bordes til måltiderne og have noget at sove på. gang med 30???Der er mange brikker der skal falde på plads når 125 skal af sted - men det bliver helt sikkert en super fed tur for store som små. Det er godt vi løfter sammen ;-) MEN Nu tror jeg at det sidste skulle være på plads.
Rejseplan og folder genudsendes med dette nyhedsbrev i redigeret og endelig udgaver!

Fase møder
Tak for de 3 dejlige, positive og konstruktive fase møder, vi har haft i denne uge. Det har været en fornøjelse at følge jeres tilgang til det seriøse og kompetente arbejde lærerne tydeligvis både har ejerskab til og brænder for: at lave den bedst mulige undervisning ud fra jeres børns nærmeste udviklingszoner på basis af et godt socialt miljø - ud fra de givne rammer. Der var enkelte udfordringer, som vi blev klogere på og vil se på. Jeg er stolt af lærerne, som er ansat her, og af jer som forældre. I gav god energi hver og en - også jer der havde spørgsmål - og vi har selvfølgelig også glædet os over alle de positive tilbagemeldinger efter møderne. Stor tak til jer alle og for de positive tilkendegivelser.;) Det giver energi til det videre arbejde.

2. og 3. klasse i på besøg ved Aabenraa musikskole
I dag har skovmusene været på besøg i Aabenraa musikskole til “musik skal der til”. De blev inddelt i 4 hold, hvor de spillede på instrumenter, som marimba og fløjter. De prøvede også et nodeværksted, hvor de blev testet i rytmer og tonehøjde.
Børnene fik stor ros for deres viden omkring noder og kendskab til forskellige instrumenter :)
Vejret var med dem, så der spist og hygget ved genforeningshaven inden hjemturen.

Turen gik til Frankrig
De 22 rejselystne fra franskholdene er kommet godt hjem igen efter nogle skønne dage i Frankrig i Kristi Himmelfartsferien. Efter 12-13 timers kørsel gennem Tyskland, Nederlandene og Belgien ankom vi onsdag nat til vore hytter på en fin campingplads i nærheden af Abbeville. Pigerne og drengene stod selv for at organisere alt fra indkøb, madlavning og oprydning i deres hytter, og det klarede de så absolut til ug!
Om torsdagen var der tid til lige at få udsovet, og så kom vore franske venner Sylvie og Hubert på besøg for at hilse på os og få sig en snak. De tog med os til Abbeville for at se katedralen, og de inviterede os til at komme og se på deres heste om søndagen. Nogle nød campingpladsens pool imens.
Om fredagen gik turen til naturreservatet i nærheden af Le Crotoy ved Somme-mundingen, som er et meget stort og storslået vadehavsområde. Efter et par timers gåtur med tæerne i sand og mudder kørte vi syd for flodmundingen til Le Tréport, som byder på en fantastisk udsigt fra nogle af Frankrigs højeste kridtklipper, de højeste rejser sig imponerende 120 m over havet. Her var der tid til at se på en glaspusters arbejde, nyde de 365 trappetrin ned til havet og blive kørt op igen, at se på kridt og flintesten ved stranden og kigge forbi nogle specielle butikker med håndlavet chokolade, smykker og meget mere.
Lørdagen bød på kultur og underholdning - vi tilbragte dagen i Amiens, slendrede over markedet, nød frokost i de utallige caféer langs kanalerne, beundrede Frankrigs største katedral og så en fransk biograffilm.
Søndagen startede med et besøg hos Sylvie og Huberts store heste - de voksne heste vejer ca. 900 kg. De nød at blive nusset om. Derefter kørte vi til slottet Clement-Tonnerre, hvis område har været i familiens eje i 900 år. I dag fremstår slottet i en noget renoveringsværdig tilstand, og guiden gav os en spændende rundvisning på engelsk med detaljer om byggestilen, livet under revolutionen og slottets rolle i 2. verdenskrig - og en hudløs ærlig fortælling om de økonomiske udfordringer, nutidens slotsejere står overfor.
Så var der bare tilbage at gøre hytterne rent og få pakket, og de første begyndte hjemturen søndag aften, resten kørte i løbet af natten og mandag morgen. Og forhåbentlig har man, mens man holdt i kø i Antwerpen, Bremen eller Hamburg, tænkt på hvor fantastisk turen var, og at den var hele køreturen værd :-)
… og måske er det her, jeg skal sige, at jeg gerne tager imod tilmeldinger til franskholdet næste år :-)
/Tina

Besked til de der har booket en plads til elevrådets loppemarked ved byfesten d. 2. og 3.6.
Loppemarkedet har fået et tidspunkt der hedder kl. 13.00-15.00 i teltet ved egern og ulves kagebod, et tidsrum der er lidt mere overskueligt for det enkelte barn. Man må meget gerne komme i god tid og stille op, sætte priser osv.
Skulle nogen tænke, at sådan en loppebod vil jeg da også gerne have, så skriver I en mail til: helle@graenfri.dk
Boden er gratis og man beholder selv hele overskuddet!

Fra Bestyrelsen
Bestyrelsen har nu konstitueret sig og fordelt udvalgene imellem sig:
Formand: Christian
Næstformand: Rikke
Kasserer: Bettina H
Bygningsudvalg: David
It udvalg: David
Hal udvalg (udlån og regler) Anja
Legepladsudvalg Svenja
Halfest Karina og Betina P
Ansættelsesudvalg Christian Rikke Svenja Anja og Anne

Udvalgsformændene vil i den grad blive glade for tilbagemeldinger fra jer ang. hvilket udvalg I har lyst til og interesse for at bringe jeres ressourcer og kompetencer i spil i.


Nyhedsbrev uge 21

Lejrskoletur til Skørbæk-Ejdrup Friskole i Himmerland
I skrivende stund er de sidste på vej hjem i toget efter en hel og aldeles fantastisk dejlig fælles lejrskole i Himmerland, som jeg heldigvis delvis havde mulighed for at være en del af også. Martin kommer om et øjeblik med al soveudstyr.
Lejrskole er og gør bare noget helt særligt. At være sammen døgnet rundt, at få nye indtryk og viden med i bagagen og mærke den gode stemning overalt opvejer bestemt den manglende søvn på sådan en tur. Helt specielt har det jo været at komme afsted hele skolen. Det har vi kun prøvet en gang før i skolens historie, hvor vi i 2012 var afsted med 47 børn Åbæk. 117 børn der skal sove i klasselokaler og bespises kræver noget helt særligt. Uden Martin, Randi, Louise, Therese, Andreas og Marens kæmpe store indsats og ukuelige og dejlige humør i køkkenet, ved jeg da slet ikke, hvordan det har skullet kunne lade sig gøre. Kæmpe stor TAK til jer for jeres uvurderlige hjælp!
Rebild Bakker med overfald, Rold skov, Saltsyderiet i Mariager, Aalborg Zoo, Fur rundtur med fokus på molers-udgravning samt Ertebølle var steder vi besøgte; morgensang til flaghejsning, fællesspisning, fælles sovning inde som ude, aftensang, dagbogsskrivning, vandkamp var alt sammen oplevelser vi havde sammen på de bare 2 dage opholdet reelt varede.
Afstandene i Danmark er store - når man rejser med DSB. T/r tog de to øvrige dage, hvor hygge og spil på tværs til gengæld i den grad blev udnyttet. Det var en stor glæde at opleve de store tage sig hyggeligt og omsorgsfuldt af de yngre under hele lejrturen.
Tak til alle der har hjulpet: Bodil med forberedelse af mad og indkøb, Charlotte der fik laver 250 pølser, Jakob der fik Delpin til at sponsorere en trailer, køleskab fra Carsten mm.

Personalesituation
Jo jo helt rolig - vi er stadig alle sammen glade medarbejdere på skolen, som gerne fortsætter arbejdet her. Men vi har siden vinterferien brugt Tanja, som en dygtig vikar hovedsageligt i Egernklassen. Tanja er fint faldet ind i flokken både blandt personale og børn og er helt parat og opsat på at få lov til at arbejde videre her hos os, når hun er færdiguddannet som lærer her til sommer. Med den gode indsats og fine indblik og tilgang til de enkelte børns særlige væsen, som hun har udvist i “prøveperioden”, har bestyrelsen besluttet at ansætte Tanja i den ledige stilling, som vi har haft siden sidste sommer. Tanja har dansk, engelsk og idræt på linje og det er primært her, hun skal udfolde sine kompetencer fremover.
Vi har tillige budgetlagt endnu en stilling her til sommer, og da Helle har ønsket helt at hellige sig undervisningen, som hun i den grad bedst trives med og er helt uundværlig i, så bliver stillingsopslaget en ny souschef med 18 undervisningstimer. Stillingen er opslået på hjemmesiden og facebook mm. Del rigtig gerne vores opslag på facebook og prik gerne til en potentiel ansøger i jeres omgangskreds, som I kunne se indgå i arbejdet på vores dejlige skole.

Byfesten
Kom og syng med til Anes familieband akompagnement til sangaftenen torsdag aften kl. 19-21 i teltet på stadion. Det plejer at være super hyggeligt og fællessang løfter bare på en ganske særlig måde.
Fra bestyrelsen:
Der er stadig plads ved skolebordet til byfesten d. 1. juni. Kom og lad os sidde sammen alle vi forældre til børn på friskolen. Det bliver vildt hyggeligt.
170 kr. pr. billet for mad, underholdning og dans. Betal flux til Maja.
Hilsen alle os fra bestyrelsen der allerede har sikret os en plads ved bordet.
Christian Duus

Fra elevrådets loppemarked ved byfesten d. 2. og 3. juni
Loppemarkedet har fået et tidspunkt der hedder kl. 13.00-15.00 i teltet ved egern og ulves kagebod, et tidsrum der er lidt mere overskueligt for det enkelte barn. Man må meget gerne komme i god tid og stille op, sætte priser osv.
Skulle nogen tænke, at sådan en loppebod vil jeg da også gerne have, så skriver I en mail til: helle@graenfri.dk
Boden er gratis og man beholder selv hele overskuddet!